Ida bliver min rejsekammerat i en hel måned, så derfor må jeg heller præsentere denne skønne pige for jer.

PrinsesseIda

Hun er den ene del af ‘LobsterSisters’, hun er min ene halvdel. Jeg tror ganske enkelt, der ville mangle noget i mig, hvis hun ikke var der for mig.

Hun er min kusine, min bedste veninde og min søster på én og samme gang. Hun er en af de få personer i Verden, jeg kan betro alt til, og hun er den pige jeg kan blive surest på.

Jeg ville ikke være betænkelig over, at lægge mit liv i Ida’s hænder, for jeg ved, at hun vil gøre alt for mig, og jeg vil gøre alt for hende.

HappyIda

Lige så ens vi er, lige så forskellige er vi på nogle punkter, hvilket er det, jeg tror, giver vores forhold indhold og substans.

Vi har jo kendt hinanden hele livet, og de første 4 år, boede vi nærmest sammen. Vi var hinandens bedste legekammerater, og Ida, som er 5 måneder ældre end mig, kørte mig rundt i en klapvogn, da hun kunne gå og jeg ikke kunne. Sådan er vi. Vi passer altid på hinanden, trækker, hiver, slæber, skubber, maser, smækker, møfler hinanden rundt på alle mulige måder til alle mulige steder. Og nu skal vi altså møfle hinanden rundt i 30 dage. Det bliver hårdt, men godt. Også fordi vi ikke har haft muligheden for bare at være os to i så lang tid før. Også fordi hun jo bor i Norge. Der flyttede hun op, da hun var 4 år. Men vi har set hinanden i hvert fald hvert halve år. Jeg tror faktisk, at jeg har boet i Norge et helt år, hvis man lægger al tiden sammen.

Klatretøsen

 

Jeg vil gerne beskrive Ida for jer. Det er svært. Møghamrende svært. Jeg kunne sagtens skrive en masse om, at hun er sød, sjov, smuk, charmerende, synes hendes næse er for tyk, bruger str. – i bh, osv., men hvordan pokker kan jeg beskrive det der interne blik hun giver mig, når hun vil opnå vores form for forståelse? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg elsker hende.

Ida er meget kreativ. Hun tegner fantastisk godt, studerer kunst og mere kunst og vil gerne studere kunst engang. Kunsthistorie. For Ida elsker også historie. Hun elsker også sørøvere og andre fantasifulde, halvmystiske væsner. Og hun maler meget og spiller lidt klaver. Og så har hendes far fået hende med på lidt klatring i fjeldene i Norge.

Ida er også aktiv spejder; nu er hun leder for en masse små spejdere, hvilket, jeg tror, passer hende udemærket, så hun er glad for udelivet, udflugter, ture og sådan noget. Og igen er hun også meget glad for bylivet, fx byer som London og Rom er hun faldet for. Og nu skal vi altså til Firenze. Jeg glæder mig lige så meget til at komme til Firenze, som til at se Ida’s smil når vi ankommer. Det vil gå fra øre til øre og længere endnu.

Ida er super feminim og sexet, men fandme også en drengepige når det skal være. Hun er meget alsidig og spændende, i hvert fald synes jeg hele tiden jeg lærer noget nyt om hende, og jeg tror også hun hele tiden lærer nye ting om sig selv. Andet ville også være underligt, for hun er fantastisk nysgerrig.

Smukt!0379

 

Jeg kunne skrive i timevis om Ida, gentage mig selv en 1000 gange, bare fordi det er rart, og måske blive en anelse melankolsk, eller jeg kunne stoppe her, og vende tilbage når jeg kom i tanke om noget vigtigt om Idapida.

Jeg vælger det sidste.

Smukt!0377


M/LoL